Den gode nyhed er, at der nu er en central person i regeringspartierne, der mener og tør sige, at en kommende EU-traktatændring skal til folkeafstemning, uanset om det juridisk set er nødvendigt eller ej. Jeg håber, Pia Christmas-Møller har ben nok i næsen til at holde fast ved det synspunkt, selvom det har givet en del uro i partiet og sikkert også i regeringen.
Befolkningen deler jo ikke den EU-optimisme, som findes på Christiansborg, og hvis vi primært valgte folketing efter, hvordan vi synes EU-politikken skulle føres, så ville sammensætningen være meget anderledes.
Det vil derfor være helt urimeligt, hvis folketinget ændrer praksis og gennemfører en vidtgående EU-traktatændring uden først at spørge befolkningen - af frygt for, at flertallet måske (igen) skulle sige nej.
Vis dog tillid til folkestyret - også på dette område!
Den dårlige nyhed er, at Post Danmark planlægger en portostigning på 75 øre for et almindeligt brev: fra kr. 4,75 til kr. 5,50. Hvad får man så for pengene?
"... Prisstigninger og service-forringelser for privatkunder og ... rabatter til erhverslivet"
(fra dr.dk).
Jubii, det er så gevinsten ved at postmarkedet er ved at blive liberaliseret :-S
Det vil jo aldrig blive lige så attraktivt at konkurrere om privatkunderne som erhvervskunderne.
Der bør gribes ind, så vi som privatkunder ikke lades i stikken og må betale i dyre domme for at erhvervslivet kan spare flere penge.